Hvad empati ikke er!

I vores kultur er der ikke tradition for at lære, hvordan man "gør" empati. I stedet har de fleste af os lært andre former for kommunikation, som vi benytter, når vi gerne vil hjælpe andre.

Måske prøver vi at hjælpe ved at komme med løsninger på de andres problemer eller prøver at bringe dem væk fra smerten ved at pege på en positiv sidegevinst eller sammenligne med nogen, der har det meget værre.

Det kan alt sammen være brugbar kommunikation, hvis tidspunktet er rigtigt, men hvis behovet er empatisk kontakt, så vil disse måder at kommunikere på ikke støtte personen.

De følgende eksempler har en tendens til at bryde den empatiske kontakt og trække fokus væk fra den, der er i smerte, og tilbage til den der gerne vil hjælpe. Dette brud af empatisk kontakt kan gøre det endnu mere sårbart at få talt om de udfordringer, der er i spil.

Empati er generelt ikke at:

  • give gode råd:  Kunne du ikke bare..., du skulle tage at..., jeg synes, at du skulle..
  • berolige: Det er ikke så slemt, du har gjort det så godt, du kunne.......
  • opmuntre: du skal ikke være ked af det, du har på alle mulige måder et godt liv
  • aflede: kom, lad os gå i biffen, så glemmer du det nok
  • sympatisere: jeg forstår dig fuldstændig, og jeg har det på samme måde
  • sammenligne: tænk på dem i fattige lande - de............
  • undervise: du kommer til at lære en hel masse af denne oplevelse
  • fortælle historier: jeg kommer i tanke om dengang ...........
  • overtrumfe: årh, det er ingenting, bare vent til du hører, hvad jeg har været ude for
  • medlidenhed: nå, din stakkel.
  • stiller spørgsmål: hvor jeg stiller spørgsmål for at tilfredsstille min nysgerrighed
  • sammensværgelse: Ja, det er altid sådan, det er med......., ja, han er også virkelig..............

    Listen er inspireret af Marshall B. Rosenbergs arbejde omkring Compassionate Communication (ikkevoldelig kommunikation / girafsprog)

 

Back to top